Skimmelsvamp

Skimmelsvamp kan være sundhedsskadeligt, og derfor er det en god ide at forebygge skimmelsvamp i hjemmet. Er dit hjem allerede angrebet af skimmelsvamp,  kan du i visse tilfælde selv bekæmpe det. Vi giver dig gode råd til, hvordan du kan undgå og bekæmpe skimmelsvamp.

Hvad er skimmelsvamp?

Skimmelsvampe er mikroskopiske svampe, der kan vokse i hjemmet og sprede sig gennem luften. De kan vokse på en lang række ting såsom vægge, vindueskarme, træværk og gardiner. Er der ofte fugtigt i dit hjem, er sandsynligheden for skimmelsvampe større. Det kan være meget skadeligt at bo i et hjem med skimmelsvamp, og det er derfor vigtigt, at du gør noget ved det, hvis du opdager skimmelsvamp.

Symptomer ved skimmelsvamp

Der findes forskellige tegn og symptomer på skimmelsvamp. Opdager du mørke pletter, der ligner små svampe på væggene eller i vindueskarmen, kan det være tegn på skimmelsvamp. Nogle af de mest almindelige symptomer på skimmelsvamp er hovedpine, hoste og træthed. Derudover kan skimmelsvamp fremkalde astma og allergi. Det kan altså give dig og din familie sundhedsmæssige gener. Skimmelsvamp breder sig, hvis man ikke bekæmper det, og derfor handler det om at bekæmpe det hurtigst muligt.

Undgå skimmelsvamp

Du kan forebygge skimmelsvamp på flere måder. Det er er først og fremmest vigtigt, at du holder dit hjem tørt og undgår for meget fugtighed indenfor. Skimmelsvamp trives godt i høj luftfugtighed, og derfor gælder det om at holde luftfugtigheden nede i hjemmet, og det kan du gøre på forskellige måder. Vi giver dig 6 gode råd til, hvordan du kan undgå skimmelsvamp.  

  1. Luft ofte ud
    En af de bedste måder at forebygge skimmelsvamp på, er ved at lufte ud 1-3 gange om dagen.

  2. Skru ikke helt ned for varmen om vinteren
    For lav temperatur kan være usundt for dit hjem. Du bør holde temperaturen over 18 grader, for når temperaturen er for lav, stiger luftfugtigheden. Det betyder desværre optimale forhold for skimmelvækst, som kan være usundt for både din bolig og familiens helbred. 

  3. Brug emhætten
    Når du laver mad, er det en god ide at bruge emhætten, og lad den endelig køre lidt længere, når du er færdig med maden.

  4. Hæng vasketøj udenfor
    Du bør hænge dit vasketøj uden for, så der ikke kommer høj luftfugtighed i dit hjem.

  5. Tør ofte overflader af
    Skimmelsvamp opstår ofte i hjørner og på fugtige overflader. Derfor er det en god ide at jævnligt tørre overflader af.

  6. Tør vinduer af
    Det er vigtigt, at du tørrer kondens på vinduer af, som kan opstår ved madlavning, efter bad eller om morgenen på ældre vinduer.



Sådan bekæmper du skimmelsvamp

Er din bolig blevet ramt af skimmelsvamp, kan du i nogle tilfælde selv bekæmpe det. Er din bolig kun blevet angrebet af skimmelsvampe i mindre omfang, kan du selv komme skaderne til livs med sæbe og en klud.

Opdager du et større område med skimmelsvamp i dit hjem, kan det være nødvendigt at få hjælp til at fjerne det. Det er vigtigt, at du gør noget ved skimmelsvamp hurtigt, og særligt hvis det har angrebet et eller flere rum, som du ofte befinder dig i. Det er også en god ide at få hele din bolig undersøgt for skimmelsvamp, hvis du har opdaget et stort område med mørke pletter.