Tjek lys, lygter og reflekser
Det er lovpligtigt at have lys på bilen, og en bil uden lys kan udover en bøde resultere i farlige situationer i trafikken. Gør det derfor til en vane en gang om ugen at gennemgå alle bilens lys, lygter og reflekser. Den nemmeste måde at gøre det på er ved at gå en tur rundt om bilen, mens alle lygterne er tændt. Bremselyset kan du typisk tjekke via bakspejlet.
Sørg for rene ruder og lygter
En ting er at alle lygter virker, men du skal også sikre, at lygternes glas og reflekser er rene og intakte. Det samme gælder bilens ruder. Udover rene ruder bør du også sikre, at vinduesviskerne virker.
Kontrollér dine dæk
Minimum en gang om måneden bør du kontrollere bilens dæk for at sikre, at de har de rigtige dæktryk. Dæktrykket er vigtigt for sikkerheden, da det har betydning for bilens køre- og bremseevner. De fleste tankstationer har gode dæktryksmålere, og hvad dæktrykket skal være, kan du aflæse i bilens instruktionsbog eller på en mærkat i handskerummet, i dørkanterne eller på benzindækslet.
Derudover bør du løbende kontrollere mønstret på dine dæk, der skal være dybt nok for at dækkene kan stå fast på vejene. I Danmark er lovkravet 1,6 mm., men det anbefales, at dine dækmønstre er 3 mm. Du kan kontrollere dækmønstret med en 20’er ved at placere mønten i dækmønstret. Er teksten på mønten væk, er dækmønstret i orden.
Vedligehod dine bremser
Der findes forskellige måder, du selv kan tjekke dine bremser på. Først og fremmest kan du tjekke selve bremsepedalen ved at træde hårdt på den. Bremsepedalen må kun kunne trædes halvt ned, og oplever du, at bremsen synker eller bliver trådt helt i bund, bør du derfor straks køre forbi dit nærmeste værksted.
Derudover skal du altid være opmærksom på mærkelige lyde fra dine bremser, ligesom du skal søge hjælp, hvis du ved opbremsning oplever rystelser.
Kontroller ratslør
Ratslør er det stykke, du kan dreje rettet, uden hjulene følger med. Nyere biler må ikke have ratslør. Du kan kontrollere ratsløret ved at starte morten og bevæge rattet frem og tilbage i små ryk, mens du holder øje med om forhjulene bevæger sig.
Gennemgå væskebeholdningen
Sørg altid for, at der er fyldt op med sprinklervæske, kølervæske, bremsevæske og olie efter anmærkningerne.