Det skal du have styr på inden du rejser til USA
Planlægger du en rejse til USA? Der er flere vigtige ting, du skal være opmærksom på, før du begiver dig afsted. Læs med på de oftest stillede spørgsmål her.
Skal man have visum når man rejser til USA?
For at rejse til USA skal de fleste rejsende have enten et visum eller en ESTA-godkendelse. Hvis du er statsborger i et land, der er en del af USA's Visa Waiver Program (Visumfritagelsesprogram), herunder Danmark, kan du rejse til USA uden visum i op til 90 dage, hvis du opfylder visse krav. I stedet skal du ansøge om en ESTA-godkendelse (Electronic System for Travel Authorization). Her er kravene til visum. Du skal blandt andet have visum hvis:
- Din ESTA-ansøgning er blevet afvist
- Du er tidligere straffet
- Du lider af visse sygdomme
- Du skal arbejde eller studere (f.eks. et arbejdsvisum eller studievisum)
- Du har været i Nordkorea, Iran, Irak, Sudan, Syrien, Libyen, Somalia eller Yemen efter 1. marts 2011.
- Du tidligere har fået en visumansøgning afvist eller tidligere overtrådt kravene.
Husk, at indrejsekrav kan ændre sig, så det er altid en god idé at tjekke de seneste oplysninger fra den amerikanske ambassade eller udenrigsministeriet hjemmeside, inden du rejser.
Sådan søger du om en ESTA-godkendelse
Skal du besøge USA i mindre end 90 dage og hører du ikke ind under visumkravene, så kan du ansøge om en ESTA-godkendelse. ESTA er et elektronisk system til rejsetilladelse, som er nødvendigt for visumfri rejse til USA. Det er vigtigt at ansøge om dette i god tid før din rejse, da godkendelsen kan tage et par dage. At ansøge om en ESTA-godkendelse er en relativt enkel proces, der kan gøres online her.
Det er desuden nødvendigt også at være opmærksom på, at USA har strenge regler, der kræver, at du kan præsentere en billet ud af landet igen. Dette er for at sikre, at du ikke har intentioner om ulovligt at blive boende i landet. Manglende returbillet kan resultere i, at du bliver afvist adgang til flyet allerede i den danske lufthavn.
Det er dog ikke et krav, at din returbillet skal være til Danmark. En billet til et andet land, såsom Mexico eller Brasilien, er også acceptabelt. Det essentielle er, at du har en billet, der viser, at du vil forlade USA igen.
Hvis du er usikker på, hvornår du vil forlade USA, er der en løsning. Du kan købe en refunderbar eller fleksibel flybillet, der tillader dig at få pengene tilbage eller ændre din rejsedato. Det er dog vigtigt at understrege, at du kun opholder dig i USA i den visumfri periode på 90 dage.
Er jeg dækket af en rejseforsikring?
Det er afgørende at have en omfattende rejseforsikring, da sundhedsydelser i USA kan være meget dyre. Sørg for, at din forsikring dækker eventuelle medicinske omkostninger, eller andre hændelser der måtte ske under dit ophold. Hvis du allerede har en rejseforsikring, så husk at tjekke om den dækker i USA. Nogle forsikringer dækker kun i EU/EØS, så det er vigtigt at sikre, at du er dækket på din rejse. Hvis ikke du har en rejseforsikring, er det vigtigt at klargøre dine behov, alt efter hvilken type rejse du skal på.
Med Codan kan du nemt skræddersy din rejseforsikring, så den dækker netop dine behov. Hvad end du skal arbejde eller studere, på en tiltrængt familieferie eller opleve USA’s storslåede natur.
Kontakt os endelig på 33 55 37 78, så hjælper vi med at finde den helt rigtige forsikring til dig og din rejse.